Generelforsamling

18-05-2026

Tak for en dejlig Generalforsamling mandag aften i HBC Hallen, hvor der var flot fremmøde og positiv stemning.

Der kom - som forventet - en del udskiftninger i bestyrelsen. Eksempelvis trådte formand Carsten Werge tilbage - men med en præcisering af, at han fortsat vil lægge mange timer omkring det kommercielle og sportslige i HBC. Ny HBC-formand blev - som foreslået af bestyrelsen - Henning Elmelund (billedet).

Lad os lige få Hennings egen præsentation af, hvorfor han har lyst til at kaste sig ind i opgaven: "Badminton har fyldt meget i mit liv.
Jeg har spillet veteranbadminton i HBC og mine 2 yngste børn har også spillet i klubben.
HBC er noget særligt. Det er en klub, der er båret på et stærkt fællesskab og stærke værdier.
Det mærker man, når man træder ind hallen.
Når jeg med æresfrygt har sagt ja til at være formand i en af Danmarks førende badmintonklubber, så skyldes det lysten til at være med til at videreudvikle klubben i et tæt samarbejde med de mange frivillige forældre og spillere, som der er i klubben.
Jeg har i ca. 40 år arbejdet med foreningslivet i henholdsvis Hvidovre, Vallensbæk og Rødovre Kommune. De sidste 20 år var jeg kultur- og fritidschef - og i alt beskedenhed kender jeg ganske godt til området.
Ved det sidste kommunalvalg blev jeg valgt ind i kommunalbestyrelsen i Brøndby Kommune.
Jeg er desuden formand for bestyrelsen af Vestbad.
Jeg er p.t. skoleleder for en relativ stor aftenskole AOF Rødovre-Brøndby og med udgangen af juli måned går jeg på pension.
Det er vigtigt, at vi bevarer vores stærke fællesskab og vores værdier. Det skal være sjovt og hyggeligt at komme i klubben. Vi skal favne bredt og vi skal løfte i flok".


Stort velkommen til Henning Elmeund - og et ligeså stort velkommen til andre nye ansigter i bestyrelsen: Tobias Rønbøg, Lotte Gam Raaschou og Jesper Olsen.


De fire nyvalgte - der helt sikkert kommer ind og tilfører en masse ny energi og nye initiativer - betyder, at HBCs bestyrelse det næste år består af følgende:

Formand Henning Elmelund

Næstformand Helle Guldborg

Kasserer Geeti Sadiq

Eliteansvarlig Sofie Dill

Seniorformand Tobias Rønbøg

Ungdomsformand Lotte Gam Raaschou

Veteranformand Jesper Olsen

Suppleant Bo Sørensen.


For god ordens skyld skal nævnes, at Dorthe Ryberg altså ikke længere er i bestyrlesen som eliteansvarlig, efter et eminent stykke arbejde. Heldigvis kommer Dorthe også fremadrettet til at levere frivilligt arbejde i vores klub. Den vågne læser bemærker forhåbentlig også, at vores ungdomsformand, Sofie Dill, har mod på en ny opgave i klubbens tjeneste - hvilket jo bare er fremragende! 


Vores sponsorer