Kære HBC-spillere,
Vi håber i nyder sommeren og glæder jer over, at coronaen ikke ligger helt så tungt over os, som i dén lange periode, hvor vi jo desværre måtte acceptere nedlukningen af HBC-hallen.
Som tidligere fortalt, lykkedes det for HBCs bestyrelse – efter tre måneders skrivebordskamp – at overbevise Hvidovre kommune om, at HBCs medlemmer skulle have mulighed for at bruge hallen hen over sommeren – altså i dén periode, hvor vi normalt har lukket ned.
Det betyder, at der stadig er godt gang i HBC-hallen med diverse træninger – for ungdom, senior, veteraner, 60+ere osv.
På daglig basis er der som udgangspunkt åbent sådan her:
Mandag:10:00-18:00 (diverse ungdomstræninger + ungsenior).
Tirsdag: 09:00-21:00 (60+, ungdom, ungsenior, veteraner og seniorer).
Onsdag: 08:00-20:00 (Senior/ungsenior, ungdom, veteraner).
Torsdag: 09:00-21:00 (60+, ungdom, ungsenior, senior).
Fredag: 09:00-20:30 (Ungdom, ungsenior, Fredagsfjer).
Lørdag: 10:00-12:30 (Mikro/miniton).
Tirsdag og torsdag sørger Hvidovre kommune for oplukning af hallen, de øvrige dage har de respektive trænere ansvaret. Aflåsning står aftentrænerne for.
Husk, at alle medlemmer af HBC har lov til at gå op og hyggespille på de tidspunkter, hvor der ikke lige er deciderede træninger for de forskellige grupper. Gode tidspunkter til dette er tirsdag 15-16, onsdag 10-12 og 14-18, torsdag 12-14, fredag 15-19.
Da vi jo fortsat skal være forsigtige ift Covid-19, har HBC sørget for at opstille håndsprit i hallen.
Desværre har Hvidovre kommune ikke kunnet servicere os med den sædvanlige rengøring af HBC-hallen her i sommertiden, så derfor er det MEGET vigtigt, at vi alle sammen rydder op efter os selv, hver eneste gang vi afslutter en træning. Læg bolde og andet affald i affaldsspandene – og når en affaldsspand er fyldt op, så tag den med ud og smid den i containeren på parkeringspladsen.
Madvarer må ikke efterlades i skraldespandene.
Fej banerne med banekostene – og fej fjer-rester, støv, etc. sammen og smid det i skraldespanden (der ligger en lille kost med fejebakke i hallen).
Det er ekstremt vigtigt, at vi alle sammen tager ansvar for hygiejnen i HBC Hallen – især i disse corona-tider.
Hvis du undrer dig over, at det fortsat er forbudt at bruge omklædningsrummene, så er det fordi, at Hvidovre kommune ikke kan servicere med rengøring af disse.
Apropos omklædningsrummene så har det jo længe været planen, at de skulle renoveres/moderniseres.
Bestyrelsen opfordrede kommunen til at sætte dette projekt i gang tilbage i marts måned, da coronaen alligevel lukkede ned for vores brug af hallen, men andre projekter har haft højere prioritet.
Vi havde så forventet, at renoveringen som minimum ville blive effektueret i løbet sommerferien, men efter dialog mellem formanden og de ansvarlige fra kommunen lyder meldingen nu, at renoveringen ikke kommer i gang før i løbet af efteråret – altså midt i vores sæson – hvilket vi fra HBCs side naturligvis har påpeget er uhensigtsmæssigt overfor HBCs medlemmer.
Desværre er der ikke mere, vi som bestyrelse kan stille op her.
Fortsat dejlig sommer til jer alle – har i spørgsmål, så send en mail til hbc@hbc-badminton.dk